Kortgebyr startede som et regneark, der blev delt blandt e-købmænd på Amino, og i 2012 lancerede vi vores sammenligningsside. Formålet med projektet er at gøre betalingsmarkedet mere overskueligt, samt at øge konkurrencen i markedet for betalingsløsninger.
Kortgebyr er navnet på vores sammenligningsside for betalingsløsninger. Her kan du sammenligne priser på tværs af betalingsgateways, indløsere og shopsystemer. Mangler du en ny betalingsgateway, overvejer du at skifte indløser, eller tænker du på om et andet shopsystem vil passe bedre til din virksomhed? På kortgebyr.dk kan du skræddersy en betalingsløsning efter din virksomheds behov, ved at sammenligne priser i vores prisberegner. Kortgebyr er en frivillig organisation, som ikke tjener penge på dig eller dine data.
Det er et vidt begreb, men i denne sammenhæng, skal betalingsløsning forstås som en en løsning, eller en kombination af løsninger, der gør det muligt at tage imod betalinger online. En betalingsløsning vil typisk bestå af en betalingsgateway og en indløser.
En betalingsgateway har flere funktioner, men helt grundlæggende er det et teknisk bindeled mellem netbutikken, indløseren og diverse betalingsservices. Betalingsgateways gør det muligt at administrere betalingerne, samt eventuelle refunderinger og annulleringer. For kortholder, dvs. dine kunder, er det betalingsvinduet, hvor de indtaster deres betalingsoplysninger, som den valgte betalingsgateway er certificeret til at håndtere. Med andre ord, er det den valgte betalingsgateway, der står for at opbevare og sikre kortholders oplysninger, samt sørge for at transaktionen bliver nemt, hurtigt og sikkert håndteret og videresendt til den valgte indløser. Produktet er dermed en vigtig del af en e-handel, og derfor også en vigtig del af kundernes oplevelse, når de køber et givent produkt via din virksomheds webshop.
En kortindløser, eller ofte blot indløser, er en finansiel virksomhed, der indløser betalingskort og udbetaler pengene til butikkens bankkonto. Indløseren modtager kortoplysningerne fra din betalingsgateway, og tjekker herefter kortets gyldighed, samt om der er dækning på kortet til at gennemføre betalingen.
For at gøre sammenligningen overskuelig, har vi valgt kun at tage udgangspunkt i betalingsløsninger der er relevante i Skandinavien. Betalingsløsninger er sorteret efter den samlede pris pr. transaktion. Denne udregner vi ved at sammenlægge omkostninger til betalingsgateway, indløsning mm. Vi har valgt at tage udgangspunkt i følgende: